Årets gang i haven

19. maj 2008
I går var der plantemarked i Botanisk Have. Det var en dejlig dag med rigtig mange plantesælgere og rigtig mange besøgende. Forrige weekend gjaldt det markedet på Gl. Estrup, og også her var der super vejr og masser af stande og besøgende.

Hjemme i haven har jeg været igennem alle bedene på jagt efter ukrudtet, og stauderne begynder nu at vokse så meget til, at de dækker jorden.

I køkkenhaven spirer kartofler, gulerødder, pastinak, løg, dild og diverse salater. Jeg høster rarbarber til fryseren, så jeg senere kan fremstille min yndlingsmarmelade. Dahlia-knoldene, 16 stk. i alt, lagde jeg sidste weekend, og de er allerede begyndt at titte frem. Jordbærene blomstrer smukt - jeg har ikke vandet, så jeg håber ikke, at de strejker pga. det tørre vejr. Nu kom der en ordentlig byge idag, så haven er blevet vandet godt igennem. Af sommerblomsterne spirer stolte kavalerer, morgenfruer, lathyrus, baby leaf.

Græsplænen har ikke haft problemer med at gro. Faktisk synes jeg, den er gået fuldstændig amok i år - og jeg gøder den ikke! Kombineret med, at min plæneklipper er totalt sløv (og en Gardena-model sliber og smører Plæneklipperservice ikke!), ja så er det faktisk godt gammeldags træls arbejde at slå græs. Jeg trøster mig med, at det er god motion. På lørdag køber jeg en ny plæneklipper!

Jeg nyder mit nye drivhus og alle hylderne deri. Nu har jeg priklet løvemund og agaratum. Fortryder lidt, at jeg ikke blot købte udplantnings-løvemund hos Else Marie på plantemarked i Botanisk Have, for de er godt nok bitte små, og jeg tænker, at det varer læææænge, inden de bliver til noget. Jeg har sået flere stauder. Og kigger med håb og længsel efter dem, der endnu ikke har vist tegn på liv. Forøvrigt spirer tallerkensmækkerne. Bønner - tre slags - har jeg også sat til forkultivering i drivhuset.

Lørdag var jeg en tur på torvet her i Århus og handlede som sædvanlig blommetomat, skoleagurt og snackpeber hos den økologiske krydderurteforhandler (det er vist nok Solsikken). Hos en anden krydderurteforhandler fandt jeg endelig den gulbladede oregano, jeg har været på udkig efter et stykke tid (til det gule terrassetema).

På plantemarkedet i Botanisk Have hentede jeg min bestilling hos Staudefeen - spændende lige som juleaften... Planterne er også kommet i jorden, og nu glæder jeg mig bare til at se dem udfolde sig. Der er: Phlox paniculata 'Darwin's Joyce', Astrantia major 'Sunningdale Variegated', Bergenia 'Eden's Dark Margin', Brunnera macrophylla 'Silver Wings', Coreopsis verticillata 'Moonbeam', Lyschimacia ciliata 'Firecracker', Veronica gentianoides 'Variegata', Geranium phaeum 'Lisa', Geranium x oxonianum 'Julie Brennan', Geranium sanguineum 'Album'. På markedet fandt jeg også den gulbladede pibved, som også har været på ønskesedlen nogle år.

3. maj 2008
Efter en god omgang regn kom varmen, og så skal jeg da lige love for, at det blev grødevejr! Sidste weekend kom løvspringet for alvor, og i denne weekend med strålende sol, ja så blev det ligesom cementeret, at nu er foråret her! Ah maj, den smukkeste måned i Danmark! Nu er det bare med at nyde!

I lørdags var jeg afsted på mit første plantemarked i år. Det foregik i Hørning, og det var en dejlig dag. Jeg stod ved siden af Susanne og Nini - "gamle" kendinge fra sidste år. Det er rigtig hyggeligt at støde på sine plantemarked-havebekendte!

 

De første sommerblomster fra drivhuset er blevet priklet: Tagetes og frøkenhat. I drivhuset er det nu trængsel, da jeg 1. maj har forkultiveret 13 forskellige stauder. Klik her for at se listen. Mette kom forbi og fik resten af frøkenhattene med (jeg nænner jo ikke at smide de små spirer på komposten, selvom jeg har priklet det antal planter, jeg skal bruge).

Jeg har holdt store så-dag i køkkenhaven, som nu er bragt up to date med kartofler, løg, gulerødder, pastinak, dild, tre slags salat, radiser og diverse sommerblomster (valmuer, spanske jomfruer, duftliljer, stolte kavalerer, guldvalmuer, morgenfruer, baby leaf, lathyrus). Køkkenhaven skal være et blomstrende flor i år, og selvom der er nogle gamle kendinge imellem, så er de alle nye sorter, jeg ikke før har prøvet. Bønner, porrer, squash og rødbeder venter lidt. Squash, både gule og grønne, har jeg forkultiveret i drivhuset, hvor også basilikum og persille er ved at få en forhåbentlig god start på livet. Dahlia-knoldene bliver plantet ud i den kommende weekend.

I staudebedene er jeg endelig godt i gang med første omgang lugning, og jeg skal da lige love for, at ukrudtet gror nu. Mine planter står tæt, så når jeg først er kommet i bund med ukrudtet her i foråret, er lugearbejdet begrænset resten af året. På billedet ses min forårs-tivolibed!

Turen til plantemarked i Tyskland den 26. april med Haveselskabet var for øvrigt en kæmpe skuffelse! Det viste sig at være almindelig torvedag, og de hollandske planteforhandlere, som åbenbart plejer at komme, glimrede ved deres fravær! Jeg kunne lige så godt være taget på torvet her i Århus. Turen var dog hyggelig nok, og lidt fik jeg da med hjem.

På terrassen har jeg besluttet mig for et tema med gulbrogede bladplanter suppleret med sartgule sommerblomster, f.eks. hængepetunia, hvis jeg kan fine den rette farve. Det kommer til stå godt til den sorte træterrasse.


 

Hos Staudefeen har jeg bestilt spændende, nye planter, som jeg jeg kan afhente på plantemarkedet i Botanisk Have i Århus den 18. maj.

Juli 2008

Juni 2008

Maj 2008

April 2008

 

Stauderiget v/Lotte Hansen • Frederiks Allé 111 • Århus

www.stauderiget.dk